26 september 2018
Velkommen til Lægerne Søborg Torv

Praktisk information


Om klinikken

Vi er fire praktiserende læger, som driver klinikken i fællesskab. Når du er tilmeldt hos os, er du tilmeldt alle læger. Det er vores mål at yde lægefaglig behandling og rådgivning af højeste kvalitet. Samtidig lægger vi vægt på tillid, respekt og samarbejde med dig som patient i klinikken. I fællesskab, og sammen med dig, tilstræber vi at tilrettelægge din behandling på den bedste og mest hensigtsmæssige måde.

Klinikken fungerer som et team, bestående af lægerne, uddannelseslægerne, sygeplejerskerne og sekretærerne. Ved almindelig tidsbestilling kan der ønskes konsultation ved en given læge. Ved akut sygdom tilses patienten af den vagthavende læge.

 

Telefontid

Telefonen er åben hverdage kl. 8-12. Du vil i de fleste tilfælde møde en af vores sekretærer, når du ringer. Hvis der er behov for at tale med en af lægerne, kan du aftale dette med sekretæren, og lægen vil ringe dig op senere på dagen. 

 

Kontakt via hjemmesiden

Det er muligt at stille enkle spørgsmål til lægen via hjemmesiden. Man skal starte med at trykke på menupunktet Kontakt klinikken og oprette sig som bruger. Du skal bruge dit NemID til at oprette dig. Derefter kan man logge sig på og skrive til lægen.

Det er ligeledes muligt at forny recepter samt bestille tid hos lægen via hjemmesiden. Man skal oprette sig som ovenfor. Man kan kun forny recepter på fast medicin.

Kontakt via hjemmesiden kan ske hele døgnet, men der kan først forventes svar efter op til 3 arbejdsdage (og er derfor ikke velegnet til akutte problemstillinger).

Al kommunikation via hjemmesiden foregår i et krypteret miljø, og der er derfor ingen fare for, at andre læser dine personlige oplysninger. Vi har således heller ikke mulighed for at sende mails, hvis du ikke er oprettet, da vi ikke må sende fortrolige oplysninger via almindelige mailsystemer.

 

Tidsbestilling

Det er muligt at bestille tid på tlf. 39560055 alle hverdage kl. 8-12. Tidsbestilling kan også foregå via hjemmesiden. Gå til menupunktet Kontakt klinikken

Har du behov for hurtig/akut tid skal du kontakte os telefonisk. Er du i tvivl om hvorvidt det er akut eller ej, skal du ringe og lave en aftale.

I travle perioder kan der være op til to ugers ventetid på bestilte konsultationer. For akutte problemstillinger kan du altid få en tid samme dag (efter vurdering af hastegrad), se nedenfor.

 

Akut sygdom

Ved akut behov for lægehjælp kan du ikke benytte hjemmesiden, her skal du ringe til klinikken på tlf. 39560055 mellem 8-16. Af hensyn til vores planlægning, er det en fordel, at du ringer så tidlig på dagen som muligt. Du kan ikke benytte hjemmesiden til akutte/hastende problemstillinger.

Efter kl. 16.00 og i weekenderne/helligdage henvises til Region Hovedstadens Akuttelefon tlf.: 1813

Gode råd på www.laegevagten.dk

 

Kommer jeg ind til lægen til den aftalte tid?

Vi bestræber os på at overholde tidsplanen, men beder om forståelse for, at uforudsete problemer og akutte behov kan medføre forsinkelser.
Hvis ventetiden bliver for lang, eller hvis du har travlt, er du velkommen til at bestille en ny tid hos sekretæren.

 

Gode råd inden du kommer ind til lægen

Vi er et travlt lægehus, og vi vil gerne yde en god og omsorgsfuld service til alle vores patienter. Vi henstiller derfor til at I hjælper os med at overholde følgende:

  • Akutte tider samme dag er forbeholdt akut opstået sygdom og tilstande som ikke kan vente til kommende dage. Det er en konsultation af kort varighed, og lægen har ikke mulighed for at vurdere andre ikke hastende problemstillinger.
  • Vi beder dig om at være omhyggelig med at møde til tiden. Kom gerne 5 minutter inden, så du kan nå at få overtøjet af, og tiden inde hos lægen kan blive brugt bedst muligt.
  • Hvis du ved at du skal aflevere urinprøve, bedes du møde ca. 10 min før, så prøven er klar inden du kommer ind til lægen.
  • Hvis du på forhånd ved at der er flere problemstillinger som du gerne vil diskutere med lægen, er det vigtig at gøre opmærksom på dette tidligt i konsultationen, så I sammen kan prioritere tiden. Det kan være at det bliver nødvendigt at bestille flere tider.

Du kan læse flere gode råd under - Patientvejledninger - Gode råd inden du kommer ind til lægen

 

Aftenkonsultation

Vi har aftenkonsultation onsdag kl. 15-18. Aftenkonsultation er et tilbud til de af vore patienter, som har svært ved at komme i den almindelige åbningstid. Du skal bestille tid, inden du kommer.

 

Sygebesøg

Lægen kommer på sygebesøg, når patienten af medicinske årsager ikke har mulighed for at komme til konsultation. 
Hvis sygdommen tillader det, vil det altid være bedst at komme i konsultationen, fordi undersøgelsesmuligheder og udstyr her, giver mulighed for en mere præcis undersøgelse og behandling. Anmodning om sygebesøg sker ved telefonisk henvendelse så tidligt på dagen som muligt.

 

Prøvesvar

Forespørgsler om prøvesvar kan gøres telefonisk hver dag kl. 8-12. Hvis du har en opfølgende konsultation i klinikken til svar, behøver du ikke ringe for prøvesvar.

HUSK: Det er også muligt at e-maile klinikkens læger for svar på prøver efter ovennævnte svarperioder. I nogle tilfælde kan det aftales, at lægen automatisk mailer svar, hvis du er oprettet i mailsystemet.

Man har selv ansvar for at følge op på prøvesvar og skal således altid kontakte klinikken, hvis man mangler svar på prøver, som man har fået taget.

For at undgå at du ringer forgæves for svar på prøver, er her en oversigt over forventede svartider: 

 

Blodprøver: 3-5 arbejdsdage
Røntgen/ultralydssvar:  2-5 arbejdsdage
Urindyrkninger hverdage (urin dyrket i klinikken) Efterfølgende dag efter kl. 9.30
Urindyrkninger fredage (prøven sendes til dyrkning) 3-4 arbejdsdage
Celleprøve for livmoderhalskræft ca. 7 arbejdsdage
Andre podninger (sår, kønssygdom, svampe m.v.) ca. 5 arbejdsdage

 

 

 

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Receptbestilling

Tager du medicin i det daglige, kan recepten fornys pr. telefon eller via hjemmesiden, hvis dette er aftalt med lægen. Medicineringen (og sygdommen) skal løbende vurderes ved faste kontroller hos lægen og/eller sygeplejersken. Bestil altid din faste medicin i god tid, før du løber tør.

Hvis du får medicin som er ordineret af speciallæge/hospitalsambulatorium (f.eks. epilepsi-medicin eller gigt-medicin), så er dem, der skal forny dine recepter medmindre du afsluttet til videre kontrol hos egen læge. Det er den læge/afdeling, der har behandlingsansvaret, som har ansvar for at forny recepter.

Nyordination af medicin foregår altid i konsultationen.

Recepter på vanedannende medicin som sovepiller, nervepiller og smertestillende medicin kan kun fornyes via lægerne.

 

Telefonsvarer

Hvis vi ikke har mulighed for at tage telefonen eller er fraværende, vil tydelig information fremgå af telefonsvareren. Der er desværre ikke mulighed for at indtale beskeder på telefonsvareren.

 

Udeblivelsesgebyr for private konsultationer

Ved manglende fremmøde uden afbud ved private konsultationer opkræver vi et gebyr på 150 kr. Rettidig afbestilling senest 24 timer inden den planlagte konsultation.

Private konsultationer er f.eks. rejsevaccinationer og attester (kørekort, mulighedserklæring, forsikringsattester, offentlige attester mv.).

 

Henvisning med brug af sundhedsforsikring.

Hvis man ønsker henvisning til speciallæge eller fysioterapi, hvor egen læge ikke finder, at der er indikation for dette, og man alligevel ønsker at gøre bruge sin sundhedsforsikring, er man ikke dækket af sygesikringen. Dette vil sige, at konsultationen hos egen læge er en privat konsultation, og man skal derfor selv betale for konsultationen.